Konceptet


Vores mission

Missionen er at skabe nye forbindelser. Både mellem mennesker og idéer. At skabe et rum, hvor mennesker mødes og idéer har sex. Tanken er, at gode idéer gerne opstår i netværk, hvor folk fra vidt forskellige verdner mødes. Hvad sker der f.eks., hvis man sætter en biokemiker, en lydkunstner, en parforholdsekspert og en digter stævne og beder dem forholde sig til temaet ”Fremtiden”?

Vores inspiration

Forbilledet for Backstage Live er bl.a. oplysningstidens saloner og coffee houses, hvor borgere mødtes for at opleve kunst og diskutere alt mellem himmel og jord. Internettet spiller på mange måder samme rolle i dag, og vi lægger da heller ikke skjul på den åbenlyse inspiration fra TED Talks.

10 minutter værd at dele

Backstage Live er dels en tilbagevendende begivenhed, som afholdes i Kulturhuset Islands Brygge, og dels et virtuelt fællesskab på backstagelive.dk. Dogmet er enkelt: 8 forskellige ansigter indtager scenen i 10 minutter hver. Hvad der sker i de 10 minutter er helt og aldeles op til aftenens profiler. De eneste benspænd er tidsrammen og det fælles tema, der varierer fra aften til aften. De 8 indslag bliver filmet og lagt op på backstagelive.dk sammen med interviews af gæster, og hvad den åbne scene nu byder på. Her kan den gensidige inspiration, vidensdeling og debat fortsætte længe efter arrangementet

Alle er VIP

I bedste backstage-stil er alle gæster VIP, dvs. inviteret direkte af de optrædende og af netværket bag Backstage Live. Et netværk, der gerne skulle vokse for hvert arrangement. Der er altså intet publikum i traditionel forstand, kun gæster. Og de optrædende behøver heller ikke stille med færdigstøbt materiale, men opfordres tværtimod til at dele deres nyeste løse idéer og skitser. De gode idéer opstår jo ikke så nemt, når man holder dem helt tæt til kroppen, som når man deler dem med hinanden. Backstage Live handler om at invitere hinanden inden for i den skabende proces

Nonprofit con amore

Man skal ikke betale entré for at være med til Backstage Live. Forretningsmodellen baserer sig på, at gæsterne får mulighed for at donere, hvad de har lyst til. 50 % går til aftenens optrædende, 50 % til fremtidige arrangementer. Backstage Live er nonprofit, og projektets tre iværksættere er med con amore.

Backstage Live er sat i verden af Allan Alfred Birkegaard Hansted, Erik B. Duckert og Lars Emil Foder i samarbejde med Kulturhuset Islands Brygge.